Det svære forløb – kort fortalt

 

Tina Hare

Foto: Privat

Tina Hare


Alder:
36

Børn: Oscar på 6 år og Clara på 4 år.


Hvornår gik det op for dig at du havde en fødselsdepression?

Allerede cirka midtvejs i min første graviditet vidste jeg, at der var noget helt galt. Der skulle imidlertid gå mere end to år, før jeg fik stillet diagnosen fødselsdepression.

Inden da vidste jeg ikke, hvad det var, jeg fejlede, kun at det måtte være meget alvorligt. Jeg havde mistanke om brystkræft, da det var den diagnose, jeg følte, matchede min psykiske og fysiske tilstand bedst. Heldigvis havde mistanken ikke noget på sig – symptomerne skyldtes bare fødselsdepressionen.


Hvordan var det at være dig, mens fødselsdepressionen stod på?

Frygteligt! Jeg har et hul i mit liv på cirka fire år. Disse år var præget af angst, søvnløshed, manglende formuleringsevner samt fysiske symptomer som kvalme, opkast, hævelser i arme og ben og smerter – bare for at nævne nogle af symptomerne.

Imidlertid tror jeg, at ord som ensomhed, skyldfølelse, håbløshed og skam dækker følelsen af fødselsdepressionen bedst.

Ensomhed, fordi ingen, udover dem, der selv har været i situationen, kan forstå, hvad der sker inden i én.

Skyldfølelse, fordi man føler sig uværdig til at være blevet mor til et lille velskabt barn, og fordi man bare ønsker, at det ville forsvinde.

Håbløshed, fordi det føles, som om det aldrig bliver bedre, og fordi der er så lidt viden om emnet blandt læger såvel som den almene befolkning. Det er uendeligt svært at få den rette hjælp og at blive forstået.

Og skam, fordi man ofte bliver mindet om, hvor heldig man er. Der er jo mange, som ikke kan få børn, så derfor SKAL man være taknemmelig. Sådan er den uskrevne lov blandt mødre og fædre.


Hvordan var det at komme i behandling for fødselsdepressionen?

Det var fantastisk, da jeg endelig fik den rigtige behandling. For første gang mødte jeg forståelse, venlighed og støtte. Det var uendeligt befriende.

Det var dog først, da jeg begyndte på antidepressiv medicin, at jeg fik fuldt udbytte af mine psykologtimer.
De første fire måneder af behandlingen var jeg meget modvillig overfor tanken om medicin, fordi jeg frygtede alle kemikalierne.

Det viste sig imidlertid at være intet mindre end et vidundermiddel. På cirka tre uger gik jeg fra at være ulykkelig og depressiv med store formuleringsproblemer og social fobi til igen at føle mig som et almindeligt menneske. Da det skete, kunne jeg pludselig omsætte alt det, jeg lærte i terapien, til praksis, og så begyndte det endelig at gå den rigtige vej.


Hvordan er det at være dig i dag?

Helingsprocessen har været lang og hård, og jeg har efterfølgende været igennem et utal af forskellige faser. Nogle af dem har været fulde af taknemmelighed over at have lært at leve livet på ny. Andre perioder har været præget af bitterhed og sorg.

To år efter endt behandling bliver jeg stadig ofte mindet om min fødselsdepression, og til tider må jeg stadig kæmpe mod de depressive følelser. Heldigvis bliver kampene kortere og lettere for hver gang.

Det har været en lang og hård kamp for min familie og jeg, men forløbet har heldigvis også bragt noget godt med sig. Jeg har lært mig selv meget bedre at kende, anerkender mine behov og synes faktisk temmelig godt om mig selv og mit liv!

Min sygdom har lært mig at leve i nuet og være en mere nærværende mor. Hjemme hos os er rengøring og opvask forbudt, før ungerne er lagt i seng. I stedet bruger vi tiden sammen alle fire.

Så hvis du spørger mig, om jeg helst ville have været foruden fødselsdepressionen, så er svaret nej! Den har gjort mig til det menneske, jeg er i dag – men jeg ville ønske, at forløbet ikke havde været så langt og smertefuldt!

 

Lusiné Støvring


Alder:
30

Barn/børn: Datter på 15 måneder


Hvornår gik det op for dig, at du havde en fødselsdepression?

Det er min mand, der har været klar over det længst – men da jeg kom til at tænke i afmagt, at de (min mand og datter) var bedre tjent uden mig, så viste jeg, at det var en depression (jeg har haft depression nogle år forinden, så jeg kendte følelsen og tankerne).


Hvordan var det at være dig, mens fødselsdepressionen stod på?

Det var hårdt, for jeg ville gerne gøre alt perfekt for min pige. Jeg havde store krav til mig selv og stor tvivl, om det jeg gjorde, nu også var rigtigt. Jeg havde konstant dårlig samvittighed (selv om ingen, jeg kender, var en bedre mor end mig).

Jeg følte mig forkert. Jeg følte, at jeg hellere ville være død. Men jeg skammede mig samtidig over følelsen – for sådan noget skal en mor ikke tænke….


Hvordan var det at komme i behandling for fødselsdepressionen?

Jeg var i starten skeptisk overfor at skulle i gruppeterapi, for de andre ville jo nok være nogle ”tabere”. Men efter 1-2 gange kunne jeg se, at de var ganske almindelige kvinder. Hvis jeg havde mødt dem på gaden, ville jeg ikke have troet, at de var usikre eller kede af det.


Hvordan er det at være dig i dag?

Det er bedre. Jeg har lært at bede om hjælp (fra min mand) – og lært, at det er ok at sige, at jeg ikke magter noget eller er ked af det. Jeg har det bedre, fordi jeg kan snakke om mine følelser uden at føle mig som en taber.

Læs flere fortællinger fra kvinder, der deler deres fødselsdepressionshistorie, eller del selv din historie her >>