Anette Marchers fødselsdepression

 

Freelancekorrespondent i Cambodia. Europakorrespondent for Politiken i Bruxelles. 43-årige Anette Marcher tager hellere end gerne stressende udfordringer op – og er vel det, man med rette ville kunne betegne som en særdeles ressourcestærk karrierekvinde.

Selv da karriereræset, de daglige deadlines og de høje hæle blev for meget, hankede hun op i sig selv og sin deraf følgende stressrelaterede depression. Hun flyttede fra Bruxelles til Bourgogne i Frankrig for, sammen med sin daværende franske kæreste Franck, at dyrke grøntsager og leve det idylliske liv som økologiske landmænd.

Her gik Anette hen og blev gravid, hvilket var alt andet end planlagt. Anette besluttede sig dog for, at så længe barnet var sundt og raskt, skulle det også have lov til at komme til verden. Kæresten Franck derimod havde lidt sværere ved at beslutte sig til, om han var parat til at blive far eller ej, og han ville end ikke røre ved den gravide mave. Tvivlen ændrede sig dog til entydig faderkærlighed, da Elias kom til verden. Kalenderen skrev april 2008, og parret tog glad og lettet hjem med den smukke blåøjede lille Elias i liften.

De første 7-10 dage gik alt fint for den nye lille familie. Elias lå lige så stille og fredeligt i sin lift og sov. Men pludselig var det som om, der skete en ændring med den lille baby – han vågnede op til ”dåd”.

I de følgende tre måneder kunne Anette slet ikke få moderskabet til at hænge sammen. Hun kunne ikke holde ud at være i nærheden af Elias, og hun blev langsomt mere og mere nedbrudt.

Forholdet til Elias’ far var desuden kørt helt skævt, så hun flyttede hjem til Danmark – hjem til Nibe, hvor Elias’ mormor og morfar boede.

Dagene var stadig frygtelige. Og det var først, da Anette snakkede i telefon med en veninde, der selv havde haft det svært, som bemærkede, at ”nu har det godt nok stået på længe. Monstro om det ikke er en fødselsdepression”, at brikkerne faldt på plads. For jo, det var da det, der var galt, og Anette opsøgte straks sin læge.

Tanker om at bortadoptere Elias kredsede konstant, og cirka to uger efter, hun var kommet hjem fra lægen, skubbede ”mormor” på, for at Elias (og Anette) skulle tilses af en sundhedsplejerske. Denne sundhedsplejerske, Lene, kunne heldigvis med det samme se, at der var noget helt galt med Anette.

Diagnosen ”fødselsdepression” faldt prompte, og hun satte straks flere tiltag i gang: Hun fik skrevet Elias op til en plads i dagpleje og satte Anette i kontakt med et kommunalt ”Tværfagligt team”, der bestod af en psykolog og en socialrådgiver, der kunne hjælpe hende med praktisk såvel som støttende hjælp.

De hjalp hende bl.a. med at finde en privatpraktiserende psykolog og henviste hende til en samtalegruppe med andre fødselsdeprimerede mødre. Omverdenen – og Anette selv – havde nu en diagnose at forholde sig til, og hun kunne nu starte i behandling.

Nu begyndte livet at lysne for Anette. Elias var i dagpleje 6-7 timer hver dag, hvor hun kunne få en pause fra alle selvbebrejdelserne og i stedet kaste sig over noget, hun vidste, hun kunne finde ud af: At sætte huset i stand. Elias var mere træt, når han kom hjem fra dagplejen, end han havde været tidligere, og han sov derfor også bedre om natten. Følelsen af, at ”det skal nok gå”, spredte sig i Anette.

Så ville skæbnen dog, at Elias blev syg (som børn jo ofte gør i dagplejen) og fik ondt i ørerne. Det gav igen-igen Anette et styk hylende og skrigende unge, hun hverken kunne få til at sove eller falde til ro. Og så begyndte det hele at køre ned ad bakken igen. På trods af efterhånden tre måneders behandling, kunne hun atter ikke kapere Elias, og hun var ved at være fuldstændig slidt ned.

Tanken om bortadoption poppede igen op i Anettes tanker. Men hun havde efter ”den gode tid” fået så mange følelser for ham, at det ikke virkede helt så lige til, som første gang hun fik tankerne. Hun ville bare så gerne have fred og ro…

Det var en psykolog, der i begyndelsen af december 2008 fik ryddet op i Anettes tanker og overbevist hende om, at hun godt kunne finde ud af at være mor. Derefter gik det langsomt, og der var mange nedture, men det var lige netop dér, kurven vendte og begyndte at kravle opad.

Syv måneder var der gået, siden fødselsdepressionen begyndte. Samtalegruppen var slut, og ligeså var det “Tværfaglige team”. Anette gik stadig hos sin privatpraktiserende psykolog, og sundhedsplejersken kom også med jævne mellemrum, for at snakke med hende – men i bund og grund, var det hende selv, der måtte kæmpe nu.

I maj 2009, lidt mere end et år efter Elias’ fødsel, begyndte hun at arbejde som journalist igen. Nu var hun pludselig ikke bare den syge mor, der gik derhjemme, mens Elias var i dagpleje – hun var rent faktisk journalist igen. Hun lavede rent faktisk noget, hun var god til, igen, og det mærkedes tydeligt på selvtilliden.

Derefter, efter 15 måneder fødselsdepression, begyndte hun at mærke, at hun godt kunne lide at være mor.

Der kan stadig den dag i dag være tidspunkter, hvor Elias er kropumulig, og hvor hun, som hun siger med et glimt i øjet, ”tænker på at ville bortadoptere ham – men ikke mere end alle andre forældre gør”.

Anette føler sig stadig skrøbelig, og tankerne, om hvorvidt den lange fødselsdepression på nogen måde kan have påvirket Elias, vil sikkert altid ligge i baghovedet på hende. Men hun ved også nu, at hun faktisk er en ”god nok” mor.

 

Anette var igennem en 15 måneder lang fødselsdepression, april 2008 - juli 2009, inden hun kom ud på den anden side som en glad mor


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Og så kunne jeg bare lige pludselig mærke, at panikken den sådan fuldstændig steg mig til hovedet. Jeg gik helt i panik. Blev totalt desperat og gav mig til at græde og hyle og skreg – og sad og råbte ”Hjælp, hjælp, hjælp, hvad skal jeg gøre…”

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Når han græd, så kom det til at lyde som en anklage i mine ører. Det var som om, mit barn lå der og bare råbte til mig: ”Du er en dum mor. Du er dum, du er fuldstændig uduelig, du kan jo ikke finde ud af at være mor, du er totalt værdiløs.”

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Anette med sønnen Elias, der nu er tre år


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Jeg kunne ikke mere. Og hvis jeg var væk, ville Elias også komme hen til en familie og få det godt – og skulle ikke trækkes med mig mere.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Anette viser billeder fra fotoalbummet: Af hende selv fra tidligere – og af hende og Elias under fødselsdepressionen og op til nu…

Klik på billederne for at se dem større som pop-up
Foto: Privat
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Og da jeg lå dér, der kunne jeg mærke, at jeg havde det rigtig godt, og jeg var rigtig glad for at ligge dér, hvor jeg lå lige nu, sammen med min søn.

Læs om Tina Hare og Lusiné Støvrings fødselsdepressioner her >>